Artikel om sind og vilje

Sind og vilje – avlens evige udfordring!

Begreberne sind og vilje er nok de egenskaber ved den islandske hest, som er genstand for den største grad af interesse og ligeledes forvirring, da der findes mange forskellige opfattelser af og holdninger til, hvad der karakteriserer et godt sind hos en hest afhængig af, i hvilken sammenhæng emnet drøftes. Er det på kåringsbanen, så er der en særlig tilgang til begreberne, og er det på folden hos den hesteejer, som aldrig har set en kåringsbane, så kan man opleve en helt anden tilgang.

Formålet med denne artikel er således at tage fat i emnet ud fra flere forskellige vinkler og sammenhænge med risiko for at træde nogle over tæerne, hvilket bestemt ikke er hensigten.
Min oplevelse er, at størstedelen af alle hesteejerne har deres egen oplevelse af og mening om, hvad der karakteriserer et godt sind hos en hest, og det kan strække sig over, at ”min hest har et godt sind, den kommer altid løbende, når jeg kalder” – til de kåringsmæssige begreber som, hesten er utrættelig, fyrig og meget villig. Allerede her er der en vis spænevidde at forholde sig til, så derfor er det en fordel at starte med at afklare, i hvilken sammenhæng taler vi om begreberne sind og vilje.

Kåringsmæssige sammenhænge:
Når vi taler om sind og vilje i kåringsmæssige sammenhænge, så handler det om et ensartet regelsæt og bedømmelsesgrundlag, som er udviklet i internationalt regi, og som naturligvis altid vil være en smule i bevægelse og påvirket af, at det er levende individer, som skal bedømmes af mennesker. Bedømmelsen sker alene ved at betragte hesten og altså ikke i en ramme, som kan måles eller vejes, men alene ud fra en visuel oplevelse.
Visse rideegenskaber hos heste er nemmere at beskrive og bedømme end andre. Skridt, trav og galop giver som oftest ikke de samme forståelsesmæssige udfordringer som sind og vilje, da der er nogle mere objektive kriterier, hvor der eksempelvis vurderes takt, skridtlængde, aktion og fart. Når det gælder vurderingen af sind og vilje ved kåringerne, er udfordringerne langt større, da denne vurdering tager udgangspunkt i at beskrive hestens adfærd som ridehest, og har absolut ingen kobling til, hvorvidt den selvsamme hest vil komme løbende på marken, når ejeren kalder på den!
Forståelsen af begreberne bliver heller ikke nemmere af, at definitionen for bedømmelse af sind primært handler om hestens evne til at samarbejde med rytteren, og forståelse af vilje handler om hestens løbeglæde. Løbeglæde handler om, hvorvidt hesten tilbyder rytteren mere fart og tempo i modsætning til at en hest, som er doven. I kåringssystemet belønner man løbeglæde positivt ud fra, at det er nemmere at ride på en hest, der hele tiden byder sig til med energi, fart og tempo i modsætning til en hest, der skal drives frem med pisk og kraftigt brug af ”hjælperne”. Hestens styrbarhed får ligeledes stor betydning ved, at jo mere villig en hest er, jo vigtigere er det, at den er samarbejdsvillig for at give en positiv rytteroplevelse i modsætning til, at hesten sprinter ukontrollabelt afsted.
I det nuværende kåringssystem er hestens sind (samarbejdsvilje) og vilje (løbeglæde) slået sammen til en fælles karakter. Dette er i sig selv en udfordring, men det var ikke nemmere, da man før i tiden benyttede sig af ridende dommere, da dette blot gav andre udfordringer end i dag.
Hvis man ønsker at vide mere om sind og vilje hos en hest, der er kåringsbedømt, så er det nødvendigt at forholde sig til de kommentarer, som hesten har fået ved bedømmelsen i stedet for blot et tal. Positive kommentarer der bruges til sind- og viljebedømmelsen omfatter følgende: fyrig, utrættelig, ivrig, entusiastisk, villig, samarbejdsvillig og vågen. Og blandt de bemærkninger som tæller negativt i bedømmelsen er: doven, ukontrollabel, anspændt, aggressiv, kold, fræk, nervøs, sløv, ikke samarbejdsvillig og umotiveret. Dette er alt sammen tillægsord, der knytter sig til hesten som ridehest under en given kåringssituation, hvor hesten skal udføre forskellige opgaver under et vist tidspres, krav til gangarterne og begrænsning i antallet af banelængder, der må rides. Det er således et andet pres end det, som lægges på en skovturshest på en hyggelig søndagstur.  Det stiller rigtige store krav til dommerne at skulle bedømme hestens sind og vilje, især fordi de alene skal gøre det ved blot at betragte hesten.
Og hvilke krav kan man stille til en vurdering af begreber, som primært skal bedømmes i forhold til visuel tilgang. Prøv at forestil dig at skulle vurdere temperaturen på et glas vand uden at måtte røre vandet! Med mindre det koger eller er tæt på frysepunktet, så kan det være vanskeligt at vurdere vandets temperatur – og nogle gange får jeg den tanke, at det er de krav, vi stiller til vores kåringsdommere, når de skal vurdere hestens sind og vilje med mindre hesten ”koger eller er tæt på frysepunktet” i overført betydning.  Derfor vil bedømmelse af hestens sind og vilje i en kåringssituation kun være et øjebliksbillede ud fra en bestemt situation og bidrager kun til delelementer i det samlede billede. Det er således forståeligt, at det ofte disku-teres hvorvidt, der skal være nye ekstra kriterier og krav til hestene ved en kåring for at bedømme sind og vilje, for at give et mere nuanceret billede.
Og endelig skal man huske på, at bedømmelse af hestens sind og vilje ikke nødvendigvis er en garanti for, hvilke egenskaber avlshesten giver videre til sine afkom - det er en helt anden historie, som ikke er uvæsentlig.

Som avler giver det således visse begrænsninger, hvis man skal vurdere en avlshest alene ud fra kåringska-raktererne, og der er andre egenskaber, som ligeledes vil være meget interessante at få vurderet. Det kunne eksempelvis være, om en hest er modig eller til den frygtsomme side. Dette er egenskaber, som for de fleste skovtursryttere har vældig stor betydning og er værd at fokusere på. Disse egenskaber er heldigvis medtaget i det internationale bedømmelsesgrundlag for føl og ungheste, da det er nemmere at vurdere mod og frygt hos helt unge heste, hvorimod de voksne kåringsheste kan være så rutinerede, velopdragne og veltrænede, at det er vanskeligt at vurdere netop disse egenskaber ordentligt.

Føl- og unghestebedømmelse:
Ved føl- og unghestebedømmelser er der ligeledes udviklet et internationalt bedømmelsesgrundlag, således at der med tiden vil være sammenlignelige data på tværs af landegrænserne. I Danmark har disse bedømmelser eksisteret siden 2007 og gennemføres 1 gang årligt. Her bedømmes føllet på en bane både sammen med sin mor og uden sin mor, da det giver et øjebliksbillede af den unge hests adfærd, mens den endnu ikke er præget af menneskelig kontakt og opdragelse. Her vurderes føllets væsen ud fra mod i forhold til frygtsom, reaktionsmønstret, hvorvidt den er rolig/afbalanceret i forhold til en hest, der er meget sensibel og i visse tilfælde næste panisk, og ligeledes løbeglæden i forhold til om hesten er doven eller villig. Det er rent faktisk meget overraskende, hvor meget, man er i stand til at vurdere og konkludere ved følbedømmelser, som giver nyttig viden og input om hesten. Hvis en unghest har et sensibelt sind, så skal der lægges en anden indsats under opvækst og træning, end hos en hest som er modig og mentalt robust. En modig hest, der går villigt frem er uden tvivl for mange en større fornøjelse at ride end en frygtsom hest, der springer til siden og løber fra stort og småt.

Og som avler er det interessant, hvis man oplever, at afkom efter en bestemt hingst oftest karakteriseres som modige eller hvis en hingst generelt avler føl, der er frygtsomme, så har man måske fået yderligere input til at træffe sit valg af avlshingst på et tidligere tidspunkt end hvis man skal vente til afkommene er klar til kåring.

”Jeg elsker min hest tilgangen”
Endelig er der hele det kæmpe område, som handler om, hvordan hesten opfører sig i dagligdagen, og som i høj grad kan være betinget af, hvorvidt hesten er velopdragen eller ej, hvor nogle heste fra naturens side er mere grænsesøgende overfor både mennesker og heste end andre. Her er der virkelig tale om alle variationer af, hvad der kendetegner et godt sind, og som oftest handler det mere om hesteejerens præferencer for adfærd end fælles sammenlignelige karaktertræk.

Jeg tror, at hvis man bad 10 forskellige hesteejere om at beskrive, hvad de mener, er et godt sind hos en hest, så får man let 5-10 forskellige beskrivelser med en stor variation i tillægsordene, hvor følelserne også spiller en stor rolle. Hestens temperament kan opleves forskelligt fra person til person, og er også betinget af, hvilken erfaring, personen har med hesteadfærd generelt eller fra andre racer, der kan have en mere sensibel adfærd end den islandske hest. Jeg oplevede en person, som synes, hendes hest var fantastisk, fordi den stod stille ved opsadling, det havde hun aldrig oplevet før - det er nok et kriterie som for mange ikke indgår i deres forventning til et godt sind, fordi det betragtes som en selvfølge. Og hvis man som rytter aldrig stiller store krav til sin ridehest, så kan det være svært at vurdere om hesten reelt er samarbejdsvillig, hvis den aldrig oplever at blive presset ud over dens egen magelighed. En doven hest vil for en nybegynder måske beskrives som en hest med et godt styrbart sind, mens den erfarne rytter vil bedømme hesten negativt pga. hestens manglende løbeglæde.

Afslutningsvis er der hestens adfærd på marken i selskab med andre heste, hvor nogle er meget dominerende overfor andre heste. Nogle mennesker har større behov for at udvise autoritet og lederskab overfor heste end andre, hvilket også har betydning for de krav, der stilles til hesten i dagligdagen. Dette kan have stor betydning i den daglige omgang med hesten, men siger i sidste ende intet om hestens sind som ridehest, hvor nogle heste kan have en meget anderledes adfærd med en rytter på ryggen end på folden. Det er som oftest en stor fordel at unghesten er tillidsfuld, medgørlig og nem at håndtere i dagligdagen, men hvorvidt den som voksen ridehest ender med at få kommentaren samarbejdsvillig ved en kåring, kan man ikke vide på forhånd.

Som avler og rytter er det vigtigt at gøre sig det klart, hvilket temperament man selv foretrækker, og så fokusere på det. Hvis man ikke selv ved, hvad man søger, så er det naturligvis vanskeligt at finde. Det vil altid være en fordel at prøve at ride så mange forskellige heste som muligt for på den måde at skaffe sig et større erfaringsgrundlag at danne sine præferencer ud fra. Som avler er det er ligeledes nyttigt at blive bevidst om hvilken type hest, man ønsker at avle (hvilke avlsmål man har), for at kunne holde fokus på langt sigt og nå et tilfredsstillende resultat. Og endelig skal man som avler forholde sig til, hvad der er brugbart ved en avlsvurdering, og hvad der hører til andetsteds eksempelvis i hesteejerens hjerterum.
Maria Ammitzbøll, marts 2014